Forord fra katalog til udstillingen "Viva Cuba Libre" af Lars Kærulf Møller:

”Ja, så sidder jeg her på Plaza hotel i Havana, efter en ”scary” flyvetur fra Santiago de Cuba, som er den sydligste storby på Cuba. … Jeg er totalt lykkelig, oplevelserne på min rejse har været virkeligt givende og meget voldsomme.”

Sådan skrev Sunny Asemota i et brev fra Havana d. 8. april 2006.

Grunden til han var i Cuba var et rejselegat fra Brd. E., A. og S. Larsens Legat. Han havde fået legatet til projekt ”Island Paintings”, som han havde forfulgt gennem mange år, og hvor han i kunstnerisk form ønskede at undersøge sociale og sociologiske forhold og etniske aspekter på forskellige ø-samfund.

Afsættet for denne interesse for en særlig ø-kultur skal måske søges i, at han i 1990 mere eller mindre tilfældigt kom til Bornholm som militærnægter på Bornholms Kunstmuseum.

Før det havde han været en tur omkring Københavns Universitet, hvor han flirtede med både filosofi- og teologistudiet, inden han besluttede sig for at hellige sig det kunstneriske udtryk, som blev udfoldet i happenings på Strøget og den første separatudstilling på Cafe Krasnapolsky i 1988.

Interessen for det etniske aspekt ligger nærmest bogstaveligt Sunny Asemota i blodet.Som søn af en afrikansk far fra Nigeria og en dansk mor fra Ålborg har han været i en konstant søgen efter sin identitet og denne søgen udtrykkes også i hans kunstneriske udfoldelser, hvor udstillingstitler som ”Ogogho paintings”, ”Dear Papa”, ”Dear Mama” og ”Strandingsgods” vidner om, hvorledes hans personlige baggrund har dannet afsæt for processen.

Den afro-amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiat (1960 – 1988), der på europæisk plan blev bemærket, da han i 1982 udstillede på Dokumenta 7 i Kassel, nævnes ofte som et betydeligt forbillede, men selv om der er et åbenbart sammenfald i det visuelle udtryk med de kaotisk opbyggede graffitilignende malerier - ofte med et kraftigt konturmaleri og med indskrevne sentenser, og selv om de på et overordnet plan i deres maleri begge søger det samme konglomerat af en afro-amerikansk, henholdsvis -europæisk kultur, det Robert Farris Thompson har kaldt ”estacies of cultures combined”, er der betydelige indholdsmæssige forskelle. Mens der hos Basquiat er tale om en ideologikritisk og oftest morbid tilgang udsprunget af et råt amerikansk stofmiljø, er der hos Sunny Asemota i langt højere grad tale om en iscenesat ironisk distance gerne med afsæt i hans egen og hverdagens tildragelser. En forskel der vel også udspringer af de tos grundlæggende forskellige miljømæssige baggrund.

Sunny Asemota slår sig ned på Bornholm i 1996, samme år som han debuterer på Charlottenborgs forårsudstilling med ”Dagbøger fra London” og siden da har hans tilværelse vekslet mellem rejser til en lang række steder i verden, snart USA, snart Indien eller Italien, men altid afbrudt af mere mediative ophold på øen, hvor de mange indtryk bearbejdes i en kunstnerisk form. Han er en multikunstner, der maler alt og på alt, han arbejder skulpturelt og musikalsk, og er da også ofte blevet benyttet som scenograf både i teatret og i mondæne butiksmiljøer både herhjemme og i udlandet.

Umiddelbart forekommer hans værker lyse og optimistiske, men dramaet og de store eksistentielle spørgsmål ligger gerne lige under overfladen. ”Folk i Baracoa (Cuba) er efterkommere af sukkerrørsslaverne fra Vestafrika, så måske derfor følte jeg mig virkelig hjemme, mulatter i alle afskygninger med blå, grønne, brune øjne, sorte, indianere, alle har blandet sig her – det var en stor lykkefølelse og oplevelse, bare at være blandt mennesker som troede, at jeg var cubaner. Jeg var for en gangs skyld ”rigtig”.